E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
27 Feb 2013 22:24

Andagt til Kristi Himmelfartsdag.

Fra "I Guds hånd".
Andagt til den 4. maj.
Af Herbet Neimanas.

"Så tog han dem med sig ud, hen i nærheden af Betania, og han løftede sine hænder og velsignede dem"  Luk. 24:50. 

Det allersidste, Jesus gjorde, før han opløftedes til Himmelen, var at velsigne sine disciple. Hvilken smuk afsked! Sammen vandrede de ud til Betania. Undervejs talte de med hinanden, og Jesus sagde blandt andet til dem, at de skulle være hans vidner. De skulle prædike omvendelse til syndernes forladelse i hans navn. 


Til sidst stod de stille, for Jesus havde endnu noget vigtigt at meddele dem. Han lovede at sende Helligånden til dem, og de skulle blive i byen, indtil de blev  "Iført kraft fra det høje" Hvilken omsorg, og hvilket herligt løfte de fik! 

Så kom øjeblikket, hvor Jesus løftede hænderne og velsignede sine elskede venner. Og der står, at  " .. mens han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen"  Deres øjne fulgte ham. Det var på samme tid vemodigt og herligt. Så længe de kunne se ham, holdt han sine hænder oppe og blev ved med at velsigne dem. Og da de ikke længere kunne se ham,  "tilbad de ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor glæde."  De var under Jesu velsignende hænder! 

Denne velsignelse gælder til alle tider og omfatter enhver, som tror på Jesus. Hvor er det stort, at vi dag for dag må leve under Jesu velsignende hænder. Det giver kraft og frimodighed til vandringen og til tjenesten. Som disciplene kan også vi gå til værket med glæde. 

Den kristne livskunst er at stå åben for velsignelsen ovenfra og række andre, hvad man selv har modtaget under de velsignende hænder
Emner
Jesus Kristus
"dagens by 11-apr-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Svogerslev

Svogerslev er en by på Østsjælland med 4.320 indbyggere (2014), beliggende i Svogerslev Sogn ca. 5 kilometer vest for Roskilde. Byen ligger i Roskilde Kommune og tilhører Region Sjælland.

Navnet Svogerslev betyder vist nok "Suauers Levn" og henviser til et område, der har tilhørt en storbonde ved navn Suauer. Forklaringen på oprindelsen er første gang nævnt i 1257.

Svogerslev består primært af villaer med haver, men har også en ældre landsbykerne situeret omkring et gadekær. Enkelte hovedbygninger fra tidligere gårde er også stadig at finde i byen. Der er også enkelte tætte lave boligbebyggelser i byen. Erhvervet består af mindre produktionsvirksomhed og detailhandel.

Erhvervslivet i byen er centreret omkring byens østlige del med en Netto, tankstation og en kiosk som er der det meste foregår i byen. Der er et butikscenter, hvori der bl.a. er en bager, en Eurospar, et pizzeria, en bodega og en frisør. På hovedgaden overfor centret ligger også Svogerslev Kro, der er en landevejskro anlagt i 1600-tallet. Kroen fik status som Kongelig Privilegeret Post Kro i 1727, hvor postvognen til Hornsherred kom fra Roskilde og gjorde holdt her for at hvile sig samt skifte heste.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
Når du står foran Guds dør, skal dine bankeslag være hårde og frimodige. Bank ikke som en tigger eller som en hjemløs, der forventer at blive afvist, men som en søn eller en datter af huset, der ved, at døren vil blive åbnet for dem.
frit efter Dr. F. W. Krummacher